Da Tandsundhed Uden Grænser blev til – en snak med den første formand i anledning af 15 års jubilæet

I anledningen af Tandsundhed Uden Grænsers (TUG) 15 års jubilæum mødtes vi med den tidligere formand, Caspar Boelsmand, som var med til at grundlægge organisationen. Det blev til en lang snak om løst og fast. Lige fra hvordan ideen til TUG opstod, anekdoter fra de første leveår og om en mulig tilbagevenden til arbejdet for bedre tandsundhed i udviklingslande.

Af Louise Munch Thomsen, TUG Koordinator, 15. september 2017

På med rygsækken og afsted til Peru – starten på en forening
TUG blev til ved et tilfælde i 2002. Caspar, som dengang studerede på Københavns Tandlægeskole, havde søgt på nettet efter, hvordan man kunne lave frivilligt tandlægearbejde ude i verden og faldt over en organisation i Peru. Kort efter præsenterede en underviser Caspar for en peruviansk tandlæge ved navn Eduardo Castrillon (Larlo), som i dag er ansat ved Aarhus tandlægeskole. Eduardo, som dengang stadig boede i Peru, arrangerede, at Caspar sammen med nogle medstuderende kunne rejse dertil for at lave frivilligt arbejde. Efter hjemkomsten holdt de en række foredrag for interesserede og en ring begyndte at brede sig. Derpå besluttede de at danne en frivillig forening, således deres medstuderende kunne få samme mulighed. Tandlægestuderende Uden Grænser blev til virkelighed.

De fik stiftet en bestyrelse, hvor Caspar blev udnævnt som formand. Her sad han i spidsen for TUG de næste 9 år. Dengang var de alle studerende og vant til at rejse med rygsæk. Det gjorde det hele lidt mere fleksibelt ifølge ham. ”Da vi var i Peru første gang, var der nærmest undtagelsestilstand i Moyobamba, fordi prisen var sat ned på kaffebønner og lastbilschauffører blokerede det hele i protest. Vi kunne ikke komme ud at arbejde de steder, vi skulle. Så tog vi ned til dér, hvor de havde barriekeret vejene med deres lastbiler. Der var nogle telte, og så åbnede vi vores mission i et lille skur og hev pløkker ud på dem, der demonstrerede”, fortæller Caspar med et smil på læben.

Ønsket om at hjælpe der, hvor behovet er allerstørst
Motivationen, som lå til grund for det hele, var at opleve sit fag i en helt anden kontekst og hjælpe dér, hvor det virkelig gør en forskel. Dog kan det også være barskt. Caspar mindes en lille 5-årig pige, som de hjalp i Peru. Hun var blevet kørt ned af en tuc tuc og havde pådraget sig en kæbefraktur. De assisterede en peruviansk tandlæge under behandlingen. Pigen burde have været i fuld narkose, men forældrene havde ikke råd til behandlingen, så det måtte foregå ved lokal bedøvelse. Han beskriver, at den lille pige lå i et smertehelvede i 45 minutter, skiftevis vågen og besvimet, fordi det gjorde så ondt: ”Det var sindssygt. Da vi gik ud derfra, stod vi tre og tudbrølede. Men det er jo måden, man behandler på derovre eller dengang. Jeg tror ikke, at det er anderledes i dag”. Denne oplevelse holder stadig af og til Caspar vågen om natten.

Men alt sådan noget drager, fordi det er så forskelligt fra det herhjemme. Det var noget af dét, som jeg synes var allermest spændende, fordi man kommer ud i de her vanvittige situationer. Det er nok kun i vores lille bitte trygge del af verden, hvor dette ikke opstår.

Det er hårdt, tilføjer han, når man knokler fra klokken 8-17, og der stadig står patienter, når man lukker ’biksen’. Engang hjalp TUG nomader i Mauritanien. En gruppe kvinder havde gået 20 km om natten gennem ørkenen. Da de kom frem til behandlingsstedet, fik de at vide, at der først var tid dagen efter, derpå gik de 20 km hjem og så tilbage igen samme vej næste dag. Det illustrerer det store behov for hjælp i udviklingslandene.