Tandsundhed uden Grænser (TUG) er en dansk humanitær forening stiftet i 2002 med henblik på at forbedre tandsundheden i udviklingslandene. Foreningen organiserer derfor projekter i en række udviklingslande og udsender to gange årligt et antal frivillige tandlæger, tandplejere, klinikassistenter og tandlæge- og tandplejerstuderende til disse projekter.
Foreningens projekter finansieres af medlemmer, sponsorer, private donationer og i nogle tilfælde med bistand fra DANIDA’s Minipulje.
TUG modtog Tandlægeforeningens Sundhedspris i 2006 for sin indsats for tandsundhed.
Det er afgørende at vores projekter bygger på partnerskaber med organisationer i samarbejdslandene – organisationer med kendskab til de lokale forhold og de særlige behov. Vi tilrettelægger vores aktiviteter i overensstemmelse med samarbejdspartnernes værdigrundlag og bestemmelser. Dermed sikrer TUG, at hjælpen når ud til de rette modtagere, og at sikkerheden for TUG’s udsendte er i top.
Siden 2002 har TUG arbejdet med projekter, der skal fremme tandsundheden i verdens fattigste lande - især for børn og unge. TUG arbejder i mange forskellige lande og har i øjeblikket projekter i Peru, Filippinerne, Rwanda, Vietnam og Cambodja. Projekterne støtter med akut hjælp til patienter med tandsmerter og betændelse, og TUG yder forebyggende hjælp i form tandbørsteprogrammer og information. Foreningen formidler også brugt tandlægeudstyr - f.eks. instrumenter, tandlægestole og units - som efter behov sendes til de nye brugere gennem lokale organisationer. I fremtiden ønsker TUG at udvide sine aktiviteter med målrettede undervisningsprogrammer, udveksling og organisationsudvikling.
Det er vigtigt for TUG, at projekterne ikke blot bliver enkeltstående begivenheder, som kun løser akutte problemer. Vi ønsker i stedet, at projekterne spiller sammen med den lokale sundhedspolitik, så de akutte problemer forebygges, og den generelle tandsundhed og livskvalitet blandt lokalbefolkningen bliver forbedret.
De lokale organisationer og samarbejdspartnere skal med tiden selv tage over og løfte opgaven med inspiration fra erfaringerne med TUG’s projekter. Vores projekter lægger derfor stor vægt på praksis og overførsel af knowhow til de lokale samarbejdspartnere.
I TUG oplever vi dagligt, at der er et stort behov for tandlægehjælp og vejledning i udviklingslandene - blandt mange andre akutte behov. Ifølge WHO er tandsygdomme globalt set blevet et anerkendt folkesundhedsproblem på linie med eksempelvis kræft, diabetes og hjerte-kar-sygdomme. I den industrialiserede verden udgør tandsygdomme gennemsnitlig 5-10 procent af de offentlige sundhedsudgifter. Det er en stor økonomisk byrde, som udviklingslandene aldrig vil kunne bære.
WHO-rapporten ”Diet, nutrition and prevention of chronic disease” kan hentes på: www.who.int/hpr/NPH/docs/who_fao_expert_report.pdf
