Mere end 7.000 øer udgør Filippinerne, men den hurtigt voksende befolkning lever på kun 11 af dem. Landet er kendt for sine fine sandstrande, trods store dele af landet er bjergrigt og udsat for jordskælv og vulkanudbrud fra omkring 20 aktive vulkaner. Filippinernes økonomi har vokset støt siden årtusindeskiftet, og landet rangerer nu som et af de mest lovende ny-industrialiserede lande.

På trods af den økonomiske fremgang er sundhedstilstanden blandt flertallet af børn i Filippinerne alarmerende. Millioner er ramt af forebyggelige sygdomme såsom hygiejne relaterede sygdomme: eksempelvis lider mere end 66% af indvoldsorm. En national mundhygiejne undersøgelse i 2008 viste, at 97% af børn i førsteklasse havde caries og 85% led af orale infektioner. Tandpine er den hyppigste årsag til børn ikke går i skole i Filippinerne.

TUGs projekt på Filippinerne finder sted på øen Cebu. I alt fire tandlæger arbejder i Ceby City indenfor den offentlige sundhedssektor. Byen har i alt 288.000 børn, hvilket svarer til 72.000 børn pr. tandlæge. Til sammenligning dækker den gennemsnitlige danske tandlæge omkring 1.000 patienter. I Filippinerne er antallet af ​​uddannede tandlæger relativt høj, men stort set alle arbejder i den private sektor. Kun en lille minoritet af filippinere har råd til at blive behandlet af en tandlæge, selvom behovet for behandling er enormt. Den eneste mulige og holdbare løsning på de alvorlige orale sundhedsproblemer i Filippinerne er forebyggelse og tandsundhedsfremme.

 

Det gør vi i Filippinerne

TUG har arbejdet med at forbedre mundhygiejnen, tandstatussen og sundheden hos skolebørn i og omkring Cebu i flere år. TUG fik i 2011 endnu bevilling fra Danidas projektpulje til at fortsætte arbejdet. Projektet omfatter 6.000 skolebørn fra de fattigste områder af Cebu. Skolebørnenes sundhedstilstand er ringe, og de lider hovedsageligt af hygiejnerelaterede sygdomme som diarré, lungebetændelse, tandpine og tandinfektioner. Sygdommene har negative konsekvenser for børnenes psykiske og fysiske udvikling, idet deres livskvalitet og indlæringsmuligheder bliver stærkt begrænsede.

Der foretages daglig tandbørstning og håndvask, samtidig er der mulighed for at modtage akut smertebehandling. Fortalervirksomhed og kapacitetsopbygning er en central del af projektet, som både retter sig mod forældre, lærere, sundhedspersonale samt de lokale myndigheder inden for uddannelse- og sundhedssektoren.

Opens internal link in current windowLæs om vores 'Essential Health Care Program'

Opens internal link in current windowProjektleder Bo Danielsen blogger om sine erfaringer fra Filippinerne

Samarbejdspartner

TUG arbejder sammen med en lokal NGO, Fit For School, om at implementere håndvask, tandbørstning med fluortandpasta og behandling for indvoldsorm på indsatsskolerne.

Fit For School støtter den filippinske regerings sundhed- og uddannelsessektor med at nå de børnerelaterede millenniumudviklingsmål ved at fremme det enkle og omkostningseffektive ’Essential Health Care Program’ (EHCP). Dette program består af tre indlæg: daglig håndvask med sæbe, daglig tandbørstning med fluortandpasta, og halvårlige ormekure, der alle foregår i offentlige institutioner såsom offentlige grundskoler, børnehaver og daginstitutioner.

Læs om Fit For School: http://www.fitforschool.ph/