TUG har ansøgt og modtaget en Danida bevilling på 990.922 kr. til et treårigt projekt i ”Basic Program of Oral Care” i Nyamagabe-distriktet i det sydlige Rwanda. Projektet udføres i samarbejde med SOS-Børnebyerne Rwanda. I projektperioden vil der blive gennemført et skolebaseret undervisningsprogram for ca. 8.200 børn i alderen 6-12 år og deres familier, hvor vi tager sigte på at lære børnene basal tandhygiejne, tandbørstning, håndvask osv.

Centralt for programmet er uddannelse af lokale sygeplejersker, sundhedspersonale, tandlægestuderende, forældre, lærere og børn. Gennem fortalervirksomhed vil projektet gøre sit til at forbedre tandplejen for de fattigste dele af befolkningen, at skaffe billig tandpasta til Rwanda så befolkningen får råd til at bruge den, samt forsøge at overbevise lokale myndigheder om, at skolebaserede tandbørsteprogrammer bør være en naturlig del af et skoleforløb og at man lokalt bør fortsætte indsatsen efterfølgende for at sikre sunde og raske børn, der også dermed får mere udbytte af deres skolegang.

I Rwanda er der kun 21 tandlæger til 10 millioner indbyggere. Til sammenligning er der i Danmark ca. 5000 tandlæger til 6 millioner mennesker, så behovet for hjælp til forbedring af tandsundheden i landet er stor!

Projektet afsluttes i januar 2015.